Sus-2 (002)

Susanne Hastrup: Skarp til global marketing

Resumé: Som langdistanceløber ved Susanne Hastrup, at hun nok skal nå i mål. Hun var derfor ikke bange for at opsige stillingen som marketingchef i Sahva, der er Danmarks største udbyder i kropsbårne hjælpemidler som højteknologiske arm- og benproteser, for at søge nye udfordringer via LinkedIn. Kort tid efter blev hun headhuntet som marketingdirektør til Secomea, der er en innovativ producent af både hardware og software, som skaber fjernadgang til alle typer af maskiner og anlæg med hovedkontor i Danmark, salgskontorer i Nordamerika, Japan og Kina og et globalt netværk af distributører. Hun er i advisory board for livsstilsforretningen Solemarket og er klar til bestyrelser i konkurrenceprægede brancher som telecom og it-branchen. Gerne med et internationalt perspektiv.

Optimerer og skaber resultater med marketing
”Jeg er meget glad for arbejdet i advisory boardet for Solemarket, som er inspirerende og fungerer agilt. Nu ser jeg frem til at samarbejde med en bestyrelse om at understøtte strategi og forretning.” fortæller Susanne Hastrup. Hun er nu marketingdirektør i Secomea, der med salgskontorer i Nordamerika, Japan og Kina og et globalt netværk af distributører forhandler fjernadgang til større produktionsvirksomheder.

Secomea har vundet gazelleprisen seks år i træk. Susanne Hastrup blev headhuntet til stillingen som marketingdirektør, fordi hun er skarp til at optimere og skabe resultater gennem marketing, forstå kunderne og forretningen og få både medarbejderne og topledelsen med ombord.

Rådgiver om forretningsstrategi
Hun er i advisory board for Solemarket, der med skotøj i centrum tilbyder bæredygtige kvalitetsprodukter i deres butik og webshop. Livsstilsforretningen har efter blot et år nået sine mål.

”Solemarket er et godt brand og en god fortælling. Det er fedt at arbejde med en ledelse, der lytter og er hårdtarbejdende. Jeg hjælper dem med at holde fokus på forretningsstrategien, optimere kunderejsen og trække brugbare data ud af markedsføring, som kan skabe bedre forståelse for forretningen og kunderne samt danne grundlag for en kvalificeret fremtidig strategi.”

Fokuseret mindset
Susanne Hastrup er ikke i tvivl om, at hun kan nå sine mål. Hun har gennemført 10 langdistanceløb på 100-250 km i fysisk krævende steder som Sahara, Atacamaørkenen i Chile og Himalaya. Det skaber et fokuseret mindset.

Hendes første post som bestyrelsesformand fik Susanne Hastrup ved at google sig til den frivillige organisation Thora Center, som rådgiver og behandler seksuelt krænkede. Her lykkedes det hende at etablere en stærkere forretningsforståelse blandt ledelsen og sætte fokus på, hvordan frivillige medarbejdere kan motiveres. Nu går hun efter bestyrelsesposter i konkurrenceprægede brancher som telecom- og it-branchen med et internationalt perspektiv.

LinkedInprofil

KIB formidler vederlagsfrit kontakt til Susanne Hastrup som bestyrelseskandidat.

Luk menu